6. Overhold Lov om Biavl ved vandring

Exchange
denmark
12
0
6. Overhold Lov om Biavl ved vandring


Bier der flyttes eller som skifter ejer, skal lovmæssigt have en sundhedsattest. Denne kan udstedes af en kyndigbiavler og kan sendes over online systemet der hedder det Centrale bigårdsregister. Alt dette gøres for at sikre at sygdomme ikke spredes.

REGLER OG HENSYN, SOM DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ

Der er adskillige sygdomme, skadegørere og egenskaber, som vi ikke ønsker at
få til Danmark. Der er derfor god grund til at advare mod ukritisk import af bier.

I det følgende gives en kortfattet oversigt over de vigtigste regler og hensyn, som du skal kende til som biavler.

Køb/salg af bifamilier
Det er altid sælgers pligt at sørge for, at bifamilierne bliver synet af en kyndig biavler og at der udstedes sundhedsattest.

Flytning af bifamilier
Flytning af honningbifamilier til anden ejendom eller ud over 1 km fra den hidtidige stadeplads må kun finde sted, når en kyndig biavler har synet bierne og udstedt sundhedsattest. Synet må tidligst finde sted 14 dage før flytning.

Sundhedsattest
Der skal altid udstedes sundhedsattest i forbindelse med køb/salg af bifamilier og ved flytning af bifamilier til anden ejendom eller ud over 1 km fra den hidtidige
stadeplads. Det er en kyndig biavler som skal udstede sundhedsattest. Sundhedsattesten udskrives på baggrund af et syn af bifamilien, hvor det konstateres at der hverken i
bifamilierne i bigården eller i brugte tavler fra bigården er tegn på angreb af ondartet bipest, stenyngel, den lille stadebille, Tropilaelaps-mider eller europæisk bipest.
Synet skal foretages tidligst 14 dage før flytningen.

Der skal ikke udstedes sundhedsattest i forbindelse med:
– Forsendelse af småfamilier til og fra en parringsstation. Krav: Der må højest være 3 dl bier og disse skal være på kunsttavler.
– Forsendelse af dronninger i bur. Krav: Der må højest være 20 følgebier uden honning, men med foderdej, i buret.
– Flytning af en vild bisværm uden tavlebygning. Krav: Sværmen skal sættes i hus på kunsttavler.
– Flytning af tavler eller andet biavlsmateriel med vedhængende (i begrænset omfang) bier og biyngel, når disse flyttes mellem en biavlers udebigårde og bopæl, lagerplads eller det sted, hvor honningen slynges.

Blank sundhedsattest
I perioden 1. september til 1. april kan den kyndige biavler udskyde synet – sker det, skal der udstedes en blank sundhedsattest. Er der udstedet en blank sundhedsattest, skal der
senest den først følgende 1. maj foretages et syn, og på baggrund heraf udstedes en endelig sundhedsattest. Det er biernes ejer – eller den der har tilsyn med bierne – som skal sørge for, at der bliver foretaget syn af bifamilierne i både den fraflyttede og tilflyttede
bigård, så der kan udskrives endelig sundhedsattest.
Kyndig biavler
Kyndige biavlere er biavlere med beføjelse til at foretage syn for ondartet bipest, europæisk bipest, stenyngel, lille stadebille, Tropilaelaps-mider og Trakémider i bigårde forud for flytning eller overdragelse af bifamilier.
For at blive kyndige biavler skal man kunne dokumentere at man har haft bier i mindst 3 år, samt have gennemgået et kursus hos Offentlig Bisygdomsbekæmpelse ved Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi (AU). Efter gennemført kursus bliver man registreret
hos Landbrugsstyrelsen som kyndig biavler for en 5-årig periode. Når den 5-årige periode udløber, skal man deltage i et efteruddannelseskursus ved AU for
at beholde status som kyndig biavler.

Biinspektør
Biinspektører er offentlige ansatte kyndige biavlere med ansvar for lokal forebyggelse og bekæmpelse af skadegørere hos honningbier. Biinspektørerne bliver ansat af gruppen Offentlig Bisygdomsbekæmpelse ved AU og dækker hver især et geografisk afgrænset
område af Danmark. Biinspektørernes adresser er oplyst i det Centrale BigårdsRegister (CBR).
Du kan læse mere om arbejdet med honningbier ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet på www.biforskning.dk, herunder finde vejledning om rengøring af biavlsmateriel, tilmelding til kurser, faktaark om skadegørere, samt relevante forskningsresultater

CBR
Det Centrale BigårdsRegister (CBR) er udviklet som led i arbejdet med at overvåge spredningen af alvorlige skadedyr og sygdomme hos honningbier.

Det er obligatorisk at lade sig registrere i CBR. Det koster ikke noget at være registreret i CBR.
Selv om man ikke er registreret i CBR, er det altid muligt at se oversigtskort over udbrud af skadegørere samt kontaktoplysninger på biinspektører. På kortet kan du også se godkendte renparringsområder og finde kontaktoplysninger til de ansvarlige for parringsstationerne. Her finder du CBR: https://cbr.lbst.dk

Hensynet til naboer
Det er tilladt at have bistader i sin villahave, men man skal sørge for at de ikke er til gene for naboerne. Du mindsker risikoen for gener ved at: – Sørge for at have fredelige bier
– Sørge for læ i bigården. En hæk, et hegn eller et plankeværk omkring bigården er godt for bierne. I villahaven vil det også medføre, at bierne tvinges i vejret på deres flyvning fra stadet og ud til blomsterne.

– Sørg for at biernes indflyvning ikke sker over naboens
have.
– Sørg for at bierne har vand i bigården.

Bigårdsskilt
En bigård, der er opstillet uden for ejerens ejendom, skal være mærket synligt med ejerens navn, samt adresse eller telefonnummer

Anholt
Det er ikke tilladt at flytte levende honningbier og brugt biavlsmateriel og vokstavlebygning til Anholt. Undtaget herfra er vaskede rammer fra et vokssmelteri. Dog er det tilladt at flytte levende honningbier og tavler med æg eller andre udviklingsstadier, hvis en
laboratorieundersøgelse af bierne har vist, at de er fri for varroa-mider.

Læsø
Det er ikke tilladt at flytte levende honningbier, herunder alle udviklingsstadier og kønsprodukter, samt brugt biavlsmateriel og vokstavlebygning til Læsø. Undtaget herfra er vaskede rammer fra et vokssmelteri.

Orienter dig om renparringsområder
Sørg for at orientere dig om, hvor der er godkendte parringsområder. Du må ikke flytte dine bifamilier til et godkendt parringsområde. I CBR finder du kort over placeringen af godkendte parringsområder, ligesom du også finder kontaktoplysninger til de ansvarlige for områderne

Disse forbud har alle til formål at begrænse spredningen af skadegørere hos honningbier.

DET ER IKKE TILLADT AT:
- Fodre bier i det fri
- Anbringe honning, tavler og andet materiel, hvorfra smitte kan ske, så bier kan få adgang til det.
- Flytte ubeboede bistader eller lade dem stå på en sådan måde, at bier kan få adgang til dem, med mindre staderne er desinficeret.
- Opbevare eller flytte brugte tavler, uafsmeltet voks, foder eller honning på en sådan måde, at bier kan få adgang til det.
- Anvende foder, der indeholder honning.

ANMELDEPLIGTIGE SYGDOMME
I Danmark er der 6 skadegørere som du har pligt til at anmelde, hvis du har mistanke om at dine bifamilier er angrebet af disse. Det drejer sig om:
- Ondartet bipest
- Stenyngel
- Lille stadebille
- Tropilaelaps-mider
- Europæisk bipest
- Trakémiden

Ved mistanke skal du straks anmelde det til den lokale biinspektør. Du finder kontaktoplysninger til biinspektørerne i det Centrale BigårdsRegister.
I tilfælde af, at dine bifamilier er angrebet af anmeldepligtige skadegører iværksættes tilintetgørelse af bifamilier. Der ydes erstatning for tilintetgjorte
bifamilier.

Does the description correspond to the practice applied in your country?
12
0